Professionelle samtaler

I Dialogakademiet tilbyder vi professionelle samtaler, som imødekommer præcis dén form for dialog eller sparring, som du eller I har brug for.

Det kan være udforskning af en problemstilling og rum til refleksion. Det kan også være støtte til problemløsning og håndtering af konkrete opgaver. Eller måske blot tid og plads til at mærke, hvor du selv står, og hvad der er mest væsentligt for netop dig.

Uanset, om det handler om personlig udvikling og trivsel eller strategiske valg og overvejelser, er det den professionelle samtales hensigt at bringe dig tættere på dig selv i forhold til dét, der fylder, og som måske skal have mere - eller mindre - plads i livet. Det er ofte, når vi kommer for langt væk fra vores egentlige udgangspunkt, at vi kan miste orienteringen og risikerer fare vild.

Professionelle samtaler giver dig eller dit team mulighed for at stoppe op og blive mere fortrolig med det, der fylder, udfordrer eller undrer, men som der sjældent er tid eller lejlighed til at give opmærksomhed. Samtalerne styrker erkendelsen af, hvad der er vigtigt og værdifuld i hverdagen, og hvad der bedst stimulerer trivsel og læring i arbejdslivet.

Vi tilbyder professionelle samtaler og supervision, som imødekommer præcis dén form for dialog eller sparring, du eller I har brug for.

Coachingsamtaler

En coachingsamtale er en kvalificeret dialogisk samtale med en uvildig anden, som kan lytte, undersøge og udfordre på måder, som du ikke kan opnå på egen hånd, og som sjældent sker i samtale med dem, som selv er personligt involveret og investeret i emnet eller problemstillingen. Coaching kan være individuelle samtaler eller faciliterede samtaler i grupper/teams.

Ledersparring og rådgivning

I denne form for professionelle samtaler involverer vi os mere aktivt i problemstillingen og trækker på vores reservoir af viden om, hvad der sker, virker og rører sig i ledelse.
Vi rådgiver også konkret i svære forhandlinger, personalesager, konflikthåndtering og udvikling af afdelinger og organisationer.

Supervision

Vi tilbyder almen supervision for enkeltpersoner og grupper, som ønsker at udvikle og lære af hverdagens professionelle og faglige praksis.

I supervisionssamtalerne arbejder vi åbent, undersøgende og systematisk med deltagernes erfaringer, udfordringer og målsætninger i konkrete kontekster.

I den almene supervision kommer du eller I tættere på jer selv og hinanden gennem individuel og fælles refleksion over de forskelligartede situationer, problemstillinger og handlestrategier, der opstår i den daglige, faglige praksis.

Supervisionens fokus er at understøtte og styrke udviklingen af de erfaringsbaserede kompetencer, den refleksive praksis og det professionelle læringsfællesskab i det daglige arbejde og samarbejde.

Det aktive stof i den almene supervisionsproces er deltagernes egne, lokale (tvær)faglige og fagpersonlige indsigter, erfaringer, undringer og ambitioner, som opstår i og med hverdagens konkrete opgaver og udfordringer, og som i supervisionsrummet kan gøres til drivkraft for ny erkendelse, læring og udvikling hos den enkelte og i gruppen.

Protreptiske samtaler

En protreptisk samtale er en filosofisk dialog om det, der er væsentligt i dit liv og arbejdsliv.

Samtalen tager ofte afsæt i et centralt begreb eller værdi, for eksempel ansvar, mod, retfærdighed eller tillid, og undersøger, hvordan det former din måde at forstå, stå i og handle i dit liv på.

I den protreptiske samtale taler vi om væsentlige værdier i dit liv og arbejdsliv. Samtalen er kendetegnet ved at være på én gang abstrakt og nærværende: Den løfter blikket fra den konkrete situation og undersøger de begreber og værdier, der er på spil, uden at miste forbindelsen til det menneske og den praksis, det handler om.

Gennem spørgsmål, refleksion og begrebsarbejde skabes der klarhed over det, der betyder noget. Samtalen kan dermed ruste dig til i almen forstand at finde dig selv og stå tydeligere i det, du tænker, vælger og gør.

Protreptiske samtaler kan foregå individuelt eller grupper. De henvender sig til mennesker og organisationer, der ønsker et mere reflekteret og værdibåret grundlag for deres handlinger.